Tilbage
Svampesuppe - trompetkantarel
Svampesuppe - trompetkantarel

Svampesuppe - trompetkantarel

Tilberedningstid : 30 Minutter
4 personer
Det kræver sandsynligvis en tur i skoven tilsat lidt svampeheld, men har man fået fat i trompetkantareller, er der kort vej til en fantastisk suppe!

Ingredienser

  • 300 g. trompetkantareller
  • (evt. lidt ekstra tørrede svampe, hvis du har det liggende)
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 20 g. smør
  • 1 dl. hvidvin
  • 2 dl. fløde
  • 7 dl. kyllingefond
  • Salt og peber

Instruktioner

  1. Trompetkantarellerne renses grundigt (Vær opmærksom på, at der kan gemme sig mange ting inde i "trompeten", så hver svamp skal åbnes og børstes af.)
  2. Skær kantarellerne i små stykker af ca. 1/2x1/2 cm. Lad nogle enkelte stykker være lidt større, så gæsterne kan se, hvad det er de spiser (Trompetkantareller har en fantastisk smag til suppe. Konsistensen er til gengæld lidt sej og hård. Derfor er det vigtigt at skære svampene i små stykker, så de giver en god fornemmelse i munden.)
  3. Hak løget meget fint.
  4. Steg løget på en pande med 10 g. smør, til stykkerne er blanke (de må helst ikke blive brune).
  5. Tilsæt cirka 1/4 dl. hvidvin til løgene og steg til væden er væk.
  6. Tilsæt de sidste 10 g. smør og de finthakkede trompetkantareller.
  7. Steg til væden fra svampene er stegt væk.
  8. Tilsæt 1/4 dl. hvidvin og steg til væden er væk.
  9. Tilsæt finthakket hvidløg og steg 30 sekunder.
  10. Kom de stegte løg og svampe i en gryde sammen med kyllingefond og resten af hvidvinen.
  11. Tilsæt evt. en håndfuld tørrede svampe, som du knuser ned i suppen (har du ikke tørrede svampe, bliver suppen også fin uden)
  12. Smag til med salt og peber.
  13. Bring i kog og lad suppen simre i ca. 10 minutter.
  14. Tilsæt fløde og giv den sidste tilsmagning med salt og peber.
  15. Server gerne med et godt stykke brød.