Øl: Test af supermarkedsøl
Det er svært at huske hvilke øl, som er gode og dårlige. Men nu kan jeg i hvert fald huske, hvad jeg selv synes.
Hovedparten af øllene på listen er købt i et almindeligt supermarked. Ved hver øl kan du se, hvor jeg har købt den - men du kan helt sikkert finde dem mange andre steder.
Øllene er opdelt efter en skala fra 1 til 10, hvor 1 er helt elendig og 10 er verdens bedste. Som du nok vil kunne se, er jeg stor fan af IPA.
Karakter 9:
Allendale, Double IPA (Menu)
En herlig IPA. God bitterhed, god frisk smag - lettere fermenteret. Mangler lige lidt ekstra sødme og dybde for, at den er verdens bedste.
Amager Bryghus, Sigtebroad
Perfekt IPA. Bitter, sød, frisk og dyb smag. Som de andre gode IPA har den en herlig blanding af blomster, honning og gran.
Ugly Duck Brewing, IPA Simcoe & Chinook
Den helt rigtige IPA smag. Fuld af smag og kraft, masser af blomster og honning. Bitter smag af enebær og gran og ikke så meget sødme, så nogen vil måske synes den er for meget. Men jeg er vild med den.
Ugly Duck Brewing, Miami Vice Pale Ale
Mange smagsnuancer! Grapefrugt, basilikum, honning, citrus, blomster, fermentering - alt der skaber en fantastisk øl. En stor oplevelse.
Founders, Centenial IPA
Virkelig dyb og fyldig IPA smag. Jeg er fan! Citrus, bloster, honning, fermentering, basilikum! En fantastisk IPA, som ligger til den lidt søde side. (kan købes på nemlig.com)
Ørbæk, Hunter's choice (Kvickly)
Mørk, dyb smag af humle, malt og karamel, men også en god friskhed og en smag af fermentering, som gør den spændende på niveau med en god rødvin.
Svaneke, Don´t Worry Pale Ale
Det er helt ubetinget den bedste alkoholfrie øl, jeg nogensinde har smagt. Faktisk den første alkoholfrie øl jeg har smagt, som smager af øl! Smagen er selvfølgelig ikke til et 9-tal på den almindelige skala, men den er på højde med en almindelig pilsner i smagsoplevelse, og i forhold til, at den er alkoholfri, så fortjener den en placering helt i top!
Karakter 8:
O´haras, Double IPA (Meny)
Gode friske bitre IPA-toner. Rigtig god IPA, men mangler lige lidt fylde og blomster/honning for at den er helt i top.
Schiøtz, Jule IPA.
Den minder en del om Schiøtz's belgiske IPA. Det kan næsten være svært at smage forskel. Men den har lige lidt mere kant - lidt mere alkohol og lidt mere dybde og honning. Men den koster også lidt mere, og så kan den jo kun fås til jul.
Schiøtz, Anarkist, New England IPA
En lidt dybere og mere fermenteret smag end den helt klassiske IPA. Men det er kun godt, og der er stadig de gode noter af honning, gran og citrus. Så alt i alt en virkelig god øl!
Schiøtz, Belgisk IPA.
Den helt rigtige IPA-smag af blomster, bittert, citrus og honning. Relativ stor dybde i smagen, men mangler det sidste i forhold til de helt store IPA.
Skands, Esrum Kloster (Irma)
En rigtig god øl! Mørk og kraftig og helt uden malt-smag, som til tider godt kan være lidt fordominerende ved mørke øl. God sammensat smag af citrus, lakrids, rosmarin og fermentering.
Albani, Mosaik IPA
En rigtig fin IPA-smag af citrus, blomster, gran og honning. Medium sød. En ubetinget god øl. Tager man med i overvejelserne, at det er en relativt billig dåseøl, så kunne den godt få et ni-tal, men smagen er trods alt ikke helt på højde med de bedste IPA.
Raasted Bryghus, Påske bryg
Den bedste påskebryg jeg nogen sinde har fået. Er en American Pale Ale med masser af dybde, frygt, honning og bitterhed. Virkelig god - meget tæt på et 9-tal.
Thisted Bryghus, Jack & Beer (Menu)
Normalt lykkes det aldrig, når man laver et blandingsprodukt. Men det her er undtagelsen, der bekræfter reglen! Faktisk giver whiskey-smagen noget rigtigt godt til øllen - også fordi det ikke er en whiskey-smag, men mere nogle klassiske øl-smagsnoter af røg, blomster og dybde.
Ugly Duck Brewing, Double Retro IPA
Meget kraftig og dyb i smagen, så ikke en klassisk IPA. Første smag minder mig om kantareller og fermentering, derefter kommer lidt friskhed og smag af enebær og gran. Men den skulle have haft lidt mere blomst og honning for, at jeg ville give den topkarakter.
Ørbæk, Red IPA, økologisk
Jeg synes mere den smager som en brown ale - men en god brown ale! Den har en herlig mørk smag med lidt sødme - men ikke meget. Og så er der også en snert af fermentering i duft og smag, som gør øllen ekstra interessant på den gode måde.
Schiøtz, Gylden IPA med rosmarin.
God blomster/honning smag med en klar nuance af rosmarin. Jeg synes faktisk rosmarinen bidrager med en god ægte smag som passer til resten af øllen, men jeg kan forestille mig, at den ikke er for alle.
Jakobsen, Dark Lager
En god fyldig øl med den klassiske mørke smag af malt og karamel men også bitter og frisk. Mangler lige den sidste smagseksplotion for at være helt i top.
Ørbæk, IPA Red Deer juleøl
Rigtig god IPA smag - slet ikke noget at klage over, men skal lige have lidt mere af det hele for at være helt oppe på topkarakter.
Thisted Bryghus, Thy IPA
God, bitter, klassisk IPA. Mangler lige den sidste dybde og sødme af honning/blomster for at være helt perfekt.
Bryggeriet Frejdahl, Roulv (Bilka)
En stor øl! Både i smag, størrelse (75 cl) og alkohol (9 pct.). Den er næsten for voldsom i sin mørke dybe smag af lakrids, fermentering og tobak. Men fordi den ikke er så sød kommer det hele til at gå op i en højere enhed, som jeg faktisk synes er både spændende og velsmagende.
Stone Brewing, Go to IPA
Kraftig bitter citrussmag med en god fermentering. Også smag af gran og enebær, men mangler noget sødme/honning/blomster for at være helt i top.
Karakter 7:
Allendale, Fat Hippo (Menu)
En god lidt mørk IPA med fin bitterhed og lidt malt-smag. Men mangler lige lidt mere smag og sødme for at den er rigtig god.
Mikeller, KIHØSKH juleøl
En god fyldig dyb smag. Smag af malt, Kakao, anis og appelsin. Smager af jul, men også en af dem, man fint kan købe en bunke af på tilbud efter jul og nyde i det efterfølgende år.
Herslev Bryghus, India Dark Ale (Irma)
God, mørk men også frisk øl. Netop som en IPA med en mørk smag af malt. Mangler lige den sidste dybde og tonede smag for, at den er helt i top.
Thisted Bryghus, Target Brown Ale
En god klassisk brown ale, med fin balance. God dyb smag af malt og karamel, men ikke for sød.
Thisted Bryghus, Madagascar
Jeg kunne give den et 3 tal, og jeg kunne give den et 9 tal. Jeg kan simpelhen ikke finde ud af, hvad jeg synes om den. Men det er jo også en kvalitet i sig selv. Den har en smag af brown ale blandet med kraftig fermentering og så er der en sødlig smag af vanilje. Det er alt for meget og helt galt, men samtidig er det også interessant og specielt.
Svaneke, Stærke Preben (Kvickly)
Let sødme, kraftig mørk, malt- og frugtagtig smag. Meget karakter, men stadig ret frisk. Flot duft.
Jakobsen, Brown Ale
God klassisk smag af brown ale - men mangler lidt mere smag, for at være helt i top (dog tæt på et 8 tal)
Pladderballe Bryghus, Sokkeøl (juleøl fra Kvickly)
En rigtig god øl. Mange smagsnuancer lakrids, honning, malt, karamel, røg, whisky, tjære, træ. Men det bliver måske lidt for tungt, så det er derfor den ikke er helt i top.
Brasserie Goudale, De Goudale Grand Cru
Øllen kommer i en lille 33 cl sort flaske formet helt som en mousserende vin. Udseende passer til smagen, for lukker man øjnene, så kunne det faktisk godt være en meget kraftig mousserende vin man drak. Den er god og sjov.
Allendale, American Brown Ale (Menu)
God dyb smag, men meget malt - så meget, at den ikke rigtig smager som en brown ale, men mere som en mørkere øltype. Den er god, men mangler lige det ekstra, som gør den til en særlig smagsoplevelse.
Skovlyst, Gylden ale, India Pale Ale
En god kraftig smag - men ikke så meget af IPA. Minde mere om en god almindelig (stærk) øl.
Thisted Bryghus, Stenøl nr. 5
Mørk kraftig smag uden at være sød. Den er rigtig god, men mangler lige det sidste i smagsoplevelsen for at komme helt i toppen.
Thisted Bryghus, Jule Stenøl
Endnu en stenøl fra Thisted Bryghus. Minder en del om deres nr. 5, men den her julebrug er med lidt højere alkoholprocent (8 pct.). Den høje procent giver meget smag, men for at få en højere karakter skulle der lige have været lidt ekstra smagsnuancer.
Thisted Bryghus, Skt. Nikolaus
God kraftig smag af malt, humle og lakrids. Ret kraftig - men god - alkoholsmag, som ikke kan overraske eftersom den har en alkoholprocent på 8,2 pct.
ELB, CowCatcher, American Pale Ale
Der er rigtig meget smag i øllen, når man tager højde for, at den kun har en alkoholprocent på 4,2 pct. Smagen i sig selv er nok mere til et 6-tal, men det er tæt på den bedste øl man kan købe, hvis man gerne vil have en lidt lav alkoholprocent. Frisk smag af blomster, honning og syre.
Skagen Bryghus, Skawpåske
En ret god øl, med en del bitterhed, men også en god fyldig karakter. kan bestemt godt købes, hvis den f.eks. er på tilbud efter påske.
Bryghuset Møn, Mandemarke Mørk Lager
Fin mørk, let sødmefuld smag af humle, karamel og chokolade.
Stone Brewing, IPA
Ikke en klassisk IPA smag. Der er bitterhed, grannåle men meget lidt frugt og sødme. Og så er der en lidt røget smag samtidig med, at den smager lidt i stil med en almindelig classic.
Karakter 6:
Skovlyst, Forårsbryg
En god kraftig øl med en fin sødme. Den er god, men bliver aldrig en helt speciel oplevelse.
Svaneke, India Pale Ale
Den smager udemærket, men mangler karakter. Også kun svage toner af den klassiske IPA-smag.
Lagunitas, IPA
En habil øl - uden den store smag. Ret meget bitterhed med en vis dybde, men det bliver aldrig rigtig godt - dog heller ikke skidt.
Ugly Duck Brewing, Foxy Brown Brown Ale
Det er mere en oplevelse end en stor nydelse. Den smager virkelig fuldstændigt som det maltmel, jeg bruger til at lave mit maltbrød. Jeg har aldrig smagt en øl, der smagte så rent af malt - det er sjovt, men også for meget. Så køb en - men ikke ti!
Bryghuset Møn, Liselund India Pale Ale
Lidt tam IPA smag. Mere som en god klassisk stærk øl.
Thisted Bryghus, Malthe
God klassisk fyldig øl, men lidt neutral.
Carlsberg, Carls Selection, Bock
God dyb, mørk smag, men meget sød. Så sød, at den ikke rigtig egner sig til at drikke alene. Men jeg drak den til en gang butter chicken, og der passede sødmen faktisk fint til.
Thisted Bryghus, Target Brown Ale
Fin, almindelig brown ale.
Rørvig Bryghus, Isefjords IPA
Den har den rigtige bitterhed som en god IPA, men mangler blomsterne og honningen, så den bliver aldrig rigtig god.
Bryggeriet Vestfyen, Ale No. 16
Mørk øl med malt. En klassiker, der var fantastisk, da den kom frem. Men i dagens ølmarked virker den overraskende kedelig i smagen. Næsten på niveau med en Tuborg Classic.
De 5 Gaarde, Julius julebryg
Lidt mere dyb og spændende smag end de andre øl fra de 5 gaarde. Mere malt og mere krydret. Ikke en topscore, men bestemt en øl der kan drikkes.
Leffe Brune
En kraftig øl! meget smag og sødme! faktisk næten for meget. Det bliver lidt kvalmende og lidt for meget af det gode. Duft og smag får tankerne hen på gulvlak eller noget i den stil. Men på den anden side har den karakter og giver en smagsoplevelse. Så den skal have et 6 tal.
Ørbæk, Dark Horse, økologisk
Smager faktisk en del, som Ørbæks Red IPA, den er bare lidt sødere, har lidt mindre dybde og smager lidt vandet. Men den er bestemt drikkelig.
Ørbæk, Fynsk Forår, økologisk
En sommer-tøseøl, men på den gode måde. Det er meget sjældent, at det fører noget godt med sig, når der tilsættes kunstige blomstersmage, men her lykkes det næsten. Smagen af citron og hyldeblomst er faktisk så afstemt, at det giver noget positivt .. men det er mest til en sommerdag og uden mad.
Ørbæk, IPA, økologisk
Meget lidt IPA - smager mere som en lidt piget guldøl. Tæt på et 5-tal, men er trods alt behagelig at drikke, så får lige præcist et 6 tal.
Svaneke, Påskefrokost - Saison IPA
Jeg synes mere der er tale om en weissbier end en IPA. Ret kraftig smag af gær og hvede. Egentlig ok, men ikke mere.
Svaneke, Amber Ale
Helt almindelig kedelig pilsnersmag. Den kan da drikkes til et helt almindeligt hverdagsmåltid, men jeg fatter egentlig ikke, hvorfor et bryggeri bruger tid på at producere et produkt, der smager så almindelig og kedeligt.
Stone Brewing, Cali-Belgique IPA (Kvickly)
Svært at finde IPA-smagen. Det er en god ret stærk øl - lidt guldøl-agtig med ekstra bitterhed. Men en fantastisk IPA bliver den dog aldrig.
Nørrebro Bryghus, Twenty-2 unfiltered
Den minder mest af alt om en god pilsner. Men den har nogle mere interessante smagsnoter af gran, lime, honning og blomster. Også lidt gær og fermentering. Så alt i alt en fin øl - men super spændende bliver den dog aldrig.
Nørrebro Bryghus, Bombay Pale Ale
Igen en ret kommerciel øl. Svært at sige noget negativt, men også svært at sige noget meget positivt. En pilsner med lidt ekstra sødme og malt.
Karakter 5:
Willemoes, Kyst til kyst
Den passer absolut ikke til mad. Men til snacks kan den måske gå - dog er smagen ikke specielt rar. Der er nogle gode smagstoner af weissbier, men til gengæld også for meget smag af sæbe, dårlig saftevand og gær.
Nørrebro Bryghus, Union Session IPA
En pilsner med lidt IPA smag. Men meget lidt. Den er ikke dårlig, men heller ikke god.
Skovlyst, HubertusTripel
Den er ikke forfærdelig. Den har lidt mere smag end en almindelig pilsner, men det er en sødlig lidt kvalm smag. Smagen minder mig om smagen af den sidste halvdel af øl nr. 7 på en bytur, eller bare bundslatten af en carlsberg flaskeøl.
Willemoes, Jule Ale
Høj alkoholprocent på 8,5 pct., som giver en vis fylde i smagen, men ellers er der ikke så meget at byde på. Men alt i alt en ok øl - særligt hvis man gerne vil være hurtigt fuld!
Bryghuset Braunstein, Økologisk Pokal Julebryg
Med fare for at få den til at lyde dårlig - for jeg kan sådan set rimeligt godt lide den - så har den en sjov grundsmag, som minder om lugten af gylle. Den har en let sødme, syrlighed og mørke fra malten, som altså får mine tanker hen på, hvordan der lugter i en kostald.
Faversham Brevery, India Pale Ale
Kan slet ikke smage det er en IPA. Smager mere af en brown ale - men kun en middelmådig en. Ret bitter smag blandet sammen med en dyb smag af malt, ikke specielt venlig, men heller ikke decideret dårlig.
Brasserie Goudale, La Goudale IPA
Den er der ikke meget IPA over! Den smager som en helt almindelig god pilsner - lidt som en Kronenbourg. Fin men ikke spændende.
Thisted Bryghus, Goldings Pale Ale
En lidt halvkedelig smag, som af en almindelig pilsner. Men på den anden side ikke noget ubehageligt, så den kan bestemt drikkes.
De 5 Gaarde, Tido Mørk Specialbryg
Lidt mere malt end i en almindelig pilsner, men ikke meget mere spændende. Eftersmagen har en lille tone af gæret æble, som jeg egentlig godt kan lide. Men alt i alt er det hele lidt kedeligt.
De 5 Gaarde, Didrik
En smag som almindelig pilsner med et ekstra skud alkohol - meget alkohol-smag faktisk! Og med en alkoholprocent på 7,5 er det ikke svært at regne ud, hvorfra smagen kommer fra. Lidt for unuanceret smag til at den er rigtig god.
De 5 Gaarde, Orla pilsner
Meget klassiks pilsner - så klassisk, at jeg ikke kan smage om det er en tuborg classic. Den kan bestemt drikkes, men er ingen oplevelse.
Svaneke, Classic
Navnet lyver bestemt ikke. Her er tale om en meget klassisk øl - smager stort set som en almindelig Carlsberg Classic, men har dog lige 5 pct. mere smag, så den sniger sig lige præcist over det helt klassiske niveau.
Rækker Mølle Bryghus, Påskebryg
Smager som en almindelig guldøl. Jeg kan ikke se, hvad pointen er ved at lave noget så almindeligt og kalde det for påskebryg. Altså med mindre man tænker påskefrokost som noget, hvor man drikker sig i hegnet, og så er guldølsmagen jo selvfølgelig på sin plads.
Karakter 4:
Mikkeller, KIHØSKH
Ret kedelig, med en lidt underlig bismag. Lidt som en almindelig pilsner tilsat billig citronkoncentrat. Men den er da til at drikke - næsten uden ubehag.
Thisted Bryghus, Påskeæg
Den smager fuldstændigt som den klassiske tuborg julebryg. Det er jo lidt skuffende - og nærmest underligt.
Skovlyst, Stag Brew, Barley Wine
75 kr. for 75 cl. - så kan man forvente noget særligt. Men det er den ikke. Den smager stort set som en ekstra stærk guldøl - ingen særlige smagsnuancer, intet specielt. Ret skuffende.
Svaneke, Brown Ale
Malt, malt og malt - det er stort set den eneste smagsnuance. Jævnt kedelig øl.
Svaneke, Mørk guld
En klassisk guldøl - dog tilsat en uheldig eftersmag og duft af gammel jordslået gymnastikpose.
Founders All day IPA
Meget kedelig! Smager nærmest af vand - særligt når man smager den sammen med andre IPA.
Skovlyst, Økologisk Ale, Lindebryg (Meny)
Ret bitter smag. En tone af blomster, som dog også kunne minde om smagen af bark eller harpiks. Og så er der en spøjs eftersmag af forkullet brød. En ok øl, men ikke mere.
Skovlyst, Julebryg med hasselnød
En ret forfærdelig kunstig duft af hasselnød. Smagen er nogenlunde ok - men kun fordi smagen af hasselnød er ret begrænset. Der er dog en mærkværdig kunstig eftersmag af dårlige tyske flødekarameller.
Willemoes, Ale
Lidt underlig saftevandsagtig smag - måske citron. I det hele taget ret uspændende.
Karakter 3:
Skovlyst, Pilsner med hyldeblomst, Hyldebryg
Den teenage-agtige smag af øl blandet med saftevand kunne måske være god en sommerdag, hvor man ikke rigtig har lyst til øl, men heller ikke bare vil drikke saftevand. Men altså - alle andre dage på året bør man lade den stå.
Carls Selection, Sweet Stout
Den holder sådan set hvad den lover. Det er en sød stout - som i meget sød - som I nogen har blandet en cola sammen med en stout. Jeg kan ikke finde balancen i den - måske nogen kan, men jeg synes bare det minder om en lidt dårlig nisseøl.
Karakter 2:
Ørbæk, Pale Ale, gluten free
En gennemgført ubehagelig øl. Der har stort set kun to smagsnuancer. En kraftig ubehagelig bitter smag, som når man tygger på kernerne i en appelsin. Og en smag af falsk citron - som om bryggeren har smagt på øllen og tænk "den smager fandene dårligt", og så har han taget en af de der flasker, man kan købe med falsk citronsmag for en 5'er i netto, og kommet halvdelen i øllen. Og for øvrigt - Glutenfri??? hvad er nu pointen med det? altså med mindre den er lavet særligt til folk med cøliaki - men så er det godt nok ekstra synd for dem, at de ikke kan tåle gluten!